Da jeg slukkede arbejdscomputeren i går, troede jeg egentlig, at det var slut på en elendig dag. Men nej, selvfølgelig fortsatte den i samme spor. Ankommet til egen parcel opdagede jeg, at yngstedatterens marsvin var forsvundet. Der var gravespor ved siden af græsningsburet, og sådan et marsvin kommer selvfølgelig ikke, når man kalder eller marsvinepiber. Af sted til spejdermødet skulle jeg dog, kom lidt vel hurtigt ud af døren og kunne ikke iføre mig de regnbukser, jeg havde været så forsynlig at tage med. Det var nemlig datterens, og jeg kan ikke passe et par, der er lige det mindste til en 13-årig.

Det var så meget en dag, der var til at undvære.